Uge 18-20

Min dovnede har gjort, at jeg ikke har fået opdateret bloggen, hvilket jeg meget undskylder, men snydes skal i ikke. Denne blog kommer til at indeholde min træning, de regionale mesterskaber, filmanmeldelse, kommende løb, keyanske mad og en min oplevelse af en chat med vinderen af årets Boston marathon. Ja hvor skal jeg starte? Efter skolen sluttede d. 4 maj har jeg først boet nogle dage i et hus hos en løber fra holdet, og nu er jeg hos Sean en anden løber fra holdet i byen Cincinnati som er byen jeg skal flyve fra på søndag. Men det var egentlig ikke pointen, det var bare bonusviden. Eftersom skolen er ovre, har vi været i biografen nogle gange (læs: to). En billet er 50 kr, og 60 kr for 3D film, så økonomisk en langt mere rentabelt end i Danmark. Første film var The Avengers, hvilket jeg var synes var en rigtig god film, selvom det første halve time var en smule langtrukken. Men da filmen rigtig begyndt efter 30 min, så var det også et sandt festfyrværkeri. Must see. Den anden film var The Dictator med den famøse og kontroversielle Sasha Baron Cohen, som tidligere har lavet Borat (god film) og Brüno (total elendig). Denne film var rent ud sagt ikke en skid bedre end hans sidste film Brüno. Der var da nogle gode scener, der kunne være en smule sjove men generelt ikke en film der er værd at bruge penge på. Nu til træningen og mit sidste stævne her i USA for i år. Sidste løb var de regionale stævne (4 og 5 maj), hvor jeg skulle have løbet 800m og 5000m, men om mandagen fik jeg et vrid i knæet hvilket gjorde, at jeg ingen chancer tog. Fra tirsdag til fredag lavede jeg absolut ingenting, og sprang også over min 800m, så der kun var 5000m på programmet. Lad mig sige med det samme at 32 graders varme, 90 % luftfugtighed og et løb midt på dagen ikke er min kop te! Jeg fik da hevet en tredje plads hjem i tiden 15.15 !! Ja den er god nok. Vinderne løb 14.50 (min holdkammerat med pr på 13.46 og 28.35) så det siger vidst nok. Efter jeg kom i mål faldt jeg da også om, og vågende op i lægeteltet, ikke mange minutter senere dog. Jeg fik indtaget lidt vand, men en halv time senere knækkede jeg mig 3 gange i en busk, så der var et eller andet i min krop der ikke helt fungerede, men lad det være fortid. Fordi jeg ikke trænede 4 dage den uge blev det til sølle 50 km. Første gang i 8-9 uger jeg var under 130 igen. Uge 19 stod i afslapnings tegn, dog skulle der trænes igen, men det var der også masser af tid til, efterso skolen var ovre. 162 km blev det til over 11 pas. Jeg havde en 2 x 4 km i hhv. 12.45 og 13.20. Benene var helt dør på anden sæt, men det er hvad der sker. Midt andet pas var intervaller på banen med coach, og det var 8 x 800m med 200m jog i 2 min. Jeg fik løbet progressivt og havde et snit på 2.13, hvilket føltes nemt, så det var jeg meget positiv overrasket over. Jeg fik også godt 6 km barfodsløb på græs. Uge 20 hvilket var sidste uge blev igen til en solid omgang km med i alt 155 km, men havde enkelt dag end kun 5 km, eftersom mine ben var kørt helt i bund efter en 27 km tur i vilde bakker. Jeg løb kun et interval pas hvilket var 12 x 400m i 66 med 100m jog imellem, havde forfærdelige ben men kom igennem. Derudover gik jeg lavet en del koordiations-, core og hækketræning. Dette lavede jeg også ugen inden, det glemt jeg helt af få fyldt på. Jeg fik også løbet hele 10 km i bare tæer, det er dejligt på de varme dage. Jeg fik tilbudet om at løbe en 5000m ved et sidste chance stævne, men sagde at jeg hellere ville træne godt igennem de sidste 3 uger herovre, og ikke tænke på konkurrencer. Jeg hoppede dog på bussen, eftersom det kun var lidt over en times kørsel fra skolen. Vores kenyaner faldt hurtig i snak med en fyr jeg nemt genkendte. Det var ingen mindre end dette års vinder af Boston marathon, Wesley Korir (Kenya), som er bosat i USA eftersom han har været på scholarship her indtil 2008 eller 2009. Utrolig morsom mand, der var villig til at snakke med alle. Ham og jeg fik os en god snak og jeg fik et billedet af ham, hans kone, barn og jeg. Han var helt nede på jorden, og elskede atletik og især løb. Han sad og bankede hænder og fødder i tribunerne for at lave larm inder dagens sidste løb. Han var med til at piske stemningen godt og grundet op på stadion. Skægt at møde og snakke med en vinder af en af de helt store marathonløb. Hans pr lyder også på 2.06, så han kan sit kram! :) For lige at blive i det kenyanske hjørne, så havde en af drengene på holdet (Ben) inviteret mig på Ugali, som er den primære føde for en kenyaner. Meget simpelt det består af vand og cornmel, som varmes op og laves til en slags kage. Han lavede en lille kenyansk sovs dertil, også var der dømt verdensklasse mad. Selvom det var så uhyr simpelt, så smagte det rigtig godt, men også anderledes, men det er godt at prøve lidt forskelligt. Han sagde at når jeg kom tilbage fra Danmark, så skulle jeg komme forbi med det samme og få Ugali igen. Generelt er Ben en super flink kenyaner, men det er ikke hans eneste kvaliteter, for han er både hurtig og begavet i skolen. Ham og jeg finder det meget godt sammen, og vi får udvekslet en del om vores to meget forskellige kulturer og baggrunde. I er nok ved at være trætte af at læse, så jeg skal nok prøve at holde det kort herfra. Søndag flyver jeg hjem, lander mandag og tirsdag står jeg klar til at forsvare min titel som kongen af Viborg ved det meget prestigefyldte Søndersøløb. Jeg vil givetvis være meget mærket af den lange rejse, men som forsvarende mester er man forpligtet til at stille op med mindre man er skader er min holdning. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at genvinde løbet. Min værste konkurrenter som jeg ser det bliver Steffen Dalsgård (som nærmest havde løbet mig i døden sidste år ved samme løb), Simon Foss (har booket helt aldeles fremdragende progresion henover det sidste år) og Chris Fischer (denne stærke triatlet må aldrig undervurderes, han bærer også en helt frisk pr på marathon distance med 2.29,59). Jeg ved ikke om Peter Bach eller Stephan Alex løber, men hvis de gør, så skal de heller ikke gives for meget snor. Dette løb er tirsdag d. 29, og mindre end fire dage senere forsøger jeg mig med en halvmarathon ved Nykredit Halvmarathon i Århus. Ja den er god nok, jeg har ikke trænet specifikt efter det, men jeg fik nu engang lyst til at prøve kræfter med distancen, så hvorfor ikke? Efter halvmarathon har jeg to uger inden jeg gør debut ved DM 10000m i Randers som er d. 16 juni. Alt i alt meget spændende og jeg glæder mig som et lille barn, dog prioriterer jeg også min træning højt, så jeg vil muligvis ikke trappe alt for meget ned. Nu glæder jeg mig bare til at komme hjem til familie og venner og bruge tiden i Danmark fornuftig. Så vi ses om en uges tid, og tak til alle dem der læste hele vejen hertil. PS: beklager at det hele bliver skrevet ud i et, det er bestemt ikke mening og jeg laver også afsnit, men dem gider bloggen ikke at vise, desværre.